Uddrag af Øen i havet
Christiansø - Øen i havet
I det østligste Danmark ligger Ertholmene og en af landets smukkeste øer, Christiansø, der er opkaldt efter Christian V. Ertholmene ligger 55 minutters sejlads fra Bornholm og består af Christiansø og Frederiksø, der begge er beboede, samt fuglereservatet Græsholmen. En enkelt svingbro forbinder de to øer.

Mellem Bornholm og Sverige ligger Ertholmene meget isoleret og omgivet af et 100 meter dybt farvand i Østersøen. Som klippetoppe stikker øerne op over havet og gør det solide fundament af granit usynligt. Grundfjeldet blev skabt for flere end 1,7 milliarder år siden på en tid, hvor området var præget af voldsom vulkansk aktivitet.

I dag er der mere roligt, og Postbåden 'Peter' sørger året rundt for at fragte varer og passagerer mellem klippeøerne. Fra maj til slutningen af september er der tillige flere daglige afgange fra Gudhjem og Allinge på Bornholm.

Øerne er totalfredet. Det er ikke tilladt at plukke blomster eller fjerne planter, og der må hverken holdes hund eller kat. Drikkevandsforsyningen på Christiansø foregår fra åbne vandreservoirer, og derfor må ingen, hverken beboere eller turister, tage dyr med, som ikke naturligt hører til på øen.

Der bor ca. 100 mennesker i ca. 50 huse, men man kan ikke bare flytte til Christiansø. Der er mulighed for at blive skrevet på en venteliste, når og hvis der bliver ledige lejligheder. For at bo der fast skal man have beskæftigelse på øen. Øens børn går i den lokale skole til og med syvende klasse, hvorefter de fleste søger på efterskole.

Det er den danske stat, administreret af Forsvarsministeriet, der ejer Ertholmene. Øen er uden for den kommunale inddeling og har intet tilhørsforhold til hverken kommune eller region.

At træde i land på Christiansø er som at træde 300 år tilbage. Og hvert år besøger ca. 65.000 turister Ertholmene, der har navne på alle steder: Verdens Ende, Kongens Have, Guds Forsyn, Langelinie, Salomons briller, Hertugindens Bastion og Månen. 'Gaden', der er øens eneste, går mellem de to lange, gulmalede bygninger, der i fæstningstiden fungerede som boliger for de gifte soldater. Der findes stadig ingen biler på øerne, og færdselsloven er ikke gældende her.

Efter svenskekrigene i 1658 blev Christiansø udpeget til stedet, hvorfra den svenske flådes bevægelser i Østersøen skulle overvåges og kontrolleres. Christian den V grundlagde i 1684 en fæstning, der i dag næsten ser ud, som den gjorde, da den blev anlagt.

I 1805 blev Danmarks første blinkfyr bygget på Christiansø som en del af Store Tårn - hovedtårnet i den gamle fæstning. Det militære anlæg fungerede stadig, da Enevælden sluttede i 1849. Militærkommandoen blev ophævet i 1863, men bygningerne skulle stadig vedligeholdes. Derfor fik de tidligere soldater lov til at flytte tilbage til øen som fiskere.

Og sådan blev det samfund, der stadig eksisterer på Christiansø, grundlagt.

Men hvordan er det at bo i et lille øsamfund, hvor alle kender alle? Er det et bedre sted at være barn, og hvordan klarer man sig som ældre? Findes der et erhvervsliv, og bliver man accepteret som tilflytter? Gennem fotografier og interviews tegner Helga C. Theilgaard et fascinerende portræt af Christiansø og de mennesker, som lever der.

Det skrøbelige liv
For fiskerne er der ikke to dage, der er ens på havet. Og det er med til at gøre livet som fisker spændende. Som ægte fisker har Henrik Fridthiof fiskeriet i blodet, og han er den eneste tilbageværende fuldtidsfisker på øen. Han har aldrig haft lyst til at lave andet og holder kun nødtvunget fri om sommeren. Da han var barn, hjalp han sin far hver eneste dag efter skole. Allerede fra han var syv-otte år gammel, fik han lov til at styre båden, og uanset hvordan vejret var, eller om det var natfiskeri, så var Henrik med sin far på havet.

For en ægte fisker starter arbejdsdagen klokken fem om morgenen. Så snart fiskene er ombord, skal de renses og lægges i kasser og være klar til, at 'Peter' kan sejle dem til Bornholm. Det bliver hurtigt til en 12-15 timers arbejdsdag.

De professionelle fiskere kender havet dér, hvor de fisker. Og det kan koste dyrt, hvis de ikke gør. Hvis man som fisker ikke kender havet og havbunden, kan man risikere miste sit grej, hvis det hænger fast i vrag eller lignende.

Farvandet nord for Bornholm er et af de mest trafikerede farvande, hvor store tankere og fragtskibe sejler så tæt som var det en motorvej i myldretiden. Skibene er kolossalt store - nogle på størrelse med hele Frederiksø.

Når man som fisker er ude med sin kutter i flere døgn og om natten skal kaste anker i dette farvand, er som at være en mus, der lægger sig til at sove blandt elefanter - man bliver let overset.

For Henrik Fridthiof var en blæsende og iskold snevejrsnat tæt på at blive skæbnesvanger.

Henrik var i gang med at redde sine fiskekroge, der hang fast på bunden. Han var derfor travlt optaget, da båden lige pludselig vippede om på siden. Henrik røg i det iskolde vand. Mens han dykkede nedad, og fisk og ting fra båden hvirvlede omkring ham, tænkte han, at nu ville han snart blive ramt af en stor skrue fra det skib, der var sejlet ind i ham.

Det lykkedes Henrik at komme op til overfladen, blot for at konstatere, at det store fragtskib ikke havde opdaget, at de havde sejlet ham ned. Skibet var allerede 100 meter væk. Henrik fik fat i et gelænder fra sin båd, som han klamrede sig til. Han var godt klar over, at chancen for at overleve i det kolde vand var spinkel. I løbet af kort tid blev han mere og mere afkræftet og mistede flere gange grebet om gelænderet.

Da fragtskibet var omkring en halv kilometer fra Henrik, opdagede de pludselig, hvad der var sket. Skibet vendte om, og Henrik fik samlet kræfter nok til at vinke. Mandskabet fra fragtskibet fik en gummibåd i de halvanden til to meter høje bølger. Men Henrik turde ikke slippe gelænderet af frygt for, at han ikke havde kræfter til at få fat i den redningskrans, de smed ud til ham. På grund af blæsten begyndte gummibåden at drive væk, men efter 20 lange minutter i vandet, blev Henrik endelig reddet op.

Sikkert ombord på fragtskibet blev Henrik pakket inde i tæpper og kunne stille og roligt komme til sig selv.

- Efter sådan en oplevelse kan man godt tro, at der er en, som holder hånden over én, siger Henrik.

Set i bakspejlet er han glad for at opleve, at han kunne håndtere situationen med ro og ikke gå i panik. Mens han lå i det iskolde vand, lå han helt stille for at holde på kræfterne og slippe så lidt varme ud som muligt.

Henrik, som købte sin første jolle som seksårig, har bygget en ny drømmebåd for de penge, han fik i erstatning for den gamle. I den nye båd har han installeret mange nye instrumenter, der sikrer, at han bliver advaret i tide, næste gang nogen kommer for tæt på hans båd.