Uddrag af Hvis tårer var guld
Hvis tårer var guld
Susanne besegler sin skæbne, da hun den dag i 1969 sætter sig til at oversætte den svenske tekst til dansk og giver nummeret titlen 'Hvis tårer var guld'. Men det ved hun ikke noget om endnu, og hun ved heller ikke, at hun skal anmelde sin danske tekst til KODA, som er den organisation, der varetager komponistrettigheder i Danmark.

- Da jeg sad deroppe i Norge og skrev den danske tekst til 'Hvis tårer var guld', drømte jeg slet ikke om, at den kunne blive spillet i radioen hjemme i Danmark. Jeg anede heller ikke, at jeg kunne få penge, hvis den blev spillet i radioen. Den gang var der ikke nogen, som tilbød at rådgive mig om det forretningsmæssige, så jeg var ikke klar over, at jeg skulle beskytte mine rettigheder. I nutidskroner skal jeg have lidt over 100 kroner hver gang, nummeret spilles i fx Danmarks Radio. Tænk på, hvor mange gange nummeret blev spillet den gang, det var på Dansktoppen.‘

Jeg ville have fået svimlende mange penge, hvis der bare var nogen, som havde fortalt mig, at jeg skulle anmelde teksten til KODA. Det var først mange år senere, da jeg tilfældigvis mødte Keld Heick på færgen mellem Nyborg og Korsør, at han gjorde mig opmærksom på det. Han var sikker på, at det nummer havde gjort mig meget rig. Da jeg fortalte ham, at jeg ikke vidste, at jeg skulle anmelde nummeret til KODA, gættede han på, at jeg var gået glip af flere hundrede tusinde kroner. Jeg blev simpelthen så ked af, at der ikke var nogen, som havde hjulpet mig. Jeg var så ung, og jeg vidste slet ikke noget om alt det forretningsmæssige, og jeg tænkte ikke en gang på, at jeg skulle spørge. Jeg savner nogle bedre forhold for kunstnere i Danmark, for i Tyskland tager man sig meget af kunstnerne. Lige så snart en sanger udgiver en plade i Tyskland, så sørger pladeselskabet for, at sangeren lærer, hvordan man skal gebærde sig på scenen, foran et kamera, overfor pressen og så videre. Det har jeg set med Dorthe Kollo og Gitte Hænning, som begge to har stor succes dernede.

Mens hun sidder og skriver den danske tekst til 'Hvis tårer var guld', drømmer hun slet ikke om, at hun sidder og skriver det, der skal blive det helt store gennembrud for hende. Et nummer, der bliver kendt og elsket af flere generationer. Til gengæld begynder drømmen om at indspille flere plader at spire i hende. Det er stort for Susanne, da singlen er færdigindspillet, og hun står med den i hånden. Hun bliver selv i Norge, hvor hun har job på et højfjeldshotel i Telemark, hun skal gøre færdigt, inden hun vil hjem til Danmark igen efter to år i Norge.

Susanne betragter sig selv som en danseorkestersangerinde, som synger kopisange. Når man står på scenen og synger andres sange, skal man i hvert have de tre første numre fra Dansktoppen med på sit repertoire, ellers buher publikum. Hver lørdag flyder Dansktoppens toner ud i stuerne hos familien Danmark, og i Norge sidder Susanne også og lytter med. Bag mikrofonen sidder den populære radiovært Jørn Hjorting og styrer slagets gang, og pludselig hører hun 'Hvis tårer var guld'. Susanne kan slet ikke genkende sin egen stemme, så hun tror, at det er en anden, som har stjålet hendes nummer.

Hun bliver helt paf, da Jørn Hjorting fortæller lytterne, at det er Susanne Lana. Det er fuldkommen surrealistisk for hende at sidde i Norge og høre sig selv på Dansktoppen med det første nummer, hun nogensinde har indspillet. Hun kan slet ikke fatte, hvad der sker. Publikum elsker nummeret. Den lille generte pige, som ingen ville lege med bliver med ét berømt i hele Danevang. Da det for alvor går op for Susanne, at det er hende, som er kommet på Dansktoppen, fejrer hun succes'en med lagkage og øl. Næste dag er der et kæmpe billede af hende på forsiden af BT, hvor der står: Sad på fjeldtoppen og lyttede til Dansktoppen.

Det er en underlig fornemmelse for Susanne at komme tilbage til Danmark og pludselig være berømt. Alt det, hun har gået og drømt hemmeligt om i mange år, er nu blevet virkelighed. Nu er hun pludselig noget ved musikken, og hun får endnu mere blod på tanden.

- Det var helt uvirkeligt. Jeg fik tilbudt kontrakter af flere agenter, men jeg havde overhovedet ikke forstand på det forretningsmæssige, så jeg vidste ikke, hvem jeg skulle vælge. Jeg blev også genkendt på gaden, og det havde jeg rigtig svært ved at forholde mig til. Folk vendte sig om efter mig og sagde, der går Susanne Lana. I starten blev jeg flov og ønskede bare, at de ville lade være med at sige det højt. Jeg vidste godt, at jeg burde være stolt, men det var alt for meget. Jeg var slet ikke vant til al den opmærksomhed. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg lige pludselig var så interessant. Jeg ved ikke, om folk troede, at jeg levede anderledes, bare fordi jeg var sangerinde.

Samtidig følte jeg mig virkelig feteret, og det elsker jeg. Jeg følte, at jeg var noget nu. Lige pludselig var alle så imødekommende. Men jeg havde alligevel svært ved at håndtere det. Det gik så stærkt, at jeg næsten fik et chok. Jeg tror slet ikke, at jeg var klar til det. Måske havde det ikke været så overvældende, hvis jeg havde været i Danmark, da 'Hvis tårer var guld' kom på Dansktoppen, men fordi jeg var i Norge, havde jeg en eller anden distance til det. Jeg så godt de danske aviser, og jeg talte også med mine venner, men det var først, da jeg kom hjem, at jeg oplevede den der berømmelse, hvor folk genkendte mig på gaden.

Susanne synes, det er meget underligt at høre sig selv i radioen, og hun vænner sig aldrig til det. Hun vover den påstand, at hun er bedre i virkeligheden end på plade, for hun synes selv, at hun bliver mere stiv i sin sang, når hun står i et studie. Hun bruger ikke sig selv på samme måde, som når hun står overfor publikum. Det er ikke fordi, hun har brug for publikum, at hun er bedre på en scene. Det handler om, at hun synger bedre, når hun har en håndholdt mikrofon; i et studie holder hun den ikke selv, og hun synes, hun er en udpræget mikrofonsangerinde.

Tilbage i Danmark får Susanne og Ernst endnu en gang job i Palmehaven i Esbjerg. Ernst bliver mere og mere jaloux, og Susanne må overhovedet ikke tale med andre end ham. De er sammen 24 timer i døgnet. Ernst styrer det hele, og Susanne bliver mere og mere indadvendt. Hendes mor efterlyser sin glade pige, men Susanne undskylder sig gang på gang med sin kærlighed til Ernst. Hun er rigtig god til at undskylde. De tjener begge to penge, men Ernst tager Susannes penge og giver hende kun en lille smule i lommepenge, så hun er nødt til at tigge Ernst om penge, når hun vil købe noget.

- Vi havde været sammen i fem år, da det gik helt galt. Ernst blev mere og mere jaloux, og til sidst var han så syg i hovedet, at jeg slet ikke måtte tale med nogen, ikke en gang med Leif Bach, den senere Pjerrot i Tivoli Friheden i Århus, som var konferencier i Palmehaven, men det gjorde jeg alligevel. Da Ernst opdagede det, mistede han fuldstændig kontrollen over sig selv. Han fandt mig, mens jeg stod inde i en telefonboks og ringede.

Pludselig blev døren flået op og uden at sige noget, begyndte han at tæske løs på mig. Jeg sank helt sammen og prøvede at få ham til at holde op, mens jeg holdt mine arme beskyttende over hovedet. Han blev bare ved, og jeg fik så mange tæsk, at jeg var fuldstændig gul og blå over det hele, og hele min krop hævede. Mens han bankede løs på mig, var det eneste jeg kunne tænke på, at jeg havde mistet det ur, min far og mor havde givet mig i fødselsdagsgave.

Ernst var ikke lige typen, som sagde undskyld. Han blev bare lidt ked af det og måske også en lille smule flov, men jeg tror, at han egentlig synes, at han var i sin gode ret til at banke mig. Han sagde heller ikke undskyld de gange, hvor han gav mig en lussing. Jeg så forfærdelig ud, og jeg synes ikke, at jeg kunne gå på scenen, når jeg var gul og blå over det hele.